Der bliver rig mulighed for at gøre et godt genbrugsfund, når Blå Kors Genbrug i Herning tirsdag den 24. november inviterer til jubilæumsfest.
Det er nemlig 10 år siden, at butikken slog dørene op på Viborgvej 107, og det skal fejres sammen med kunderne.
Hele dagen fra kl. 10.00 til 17.00 er der 50 procent rabat på alle varer, og der bliver løbende sat nye varer frem på hylderne.
Mellem kl. 14.00 og 16.00 byder butikken på kaffe og kage, og der bliver også mulighed for at deltage i konkurrencer.
Kunderne kan blandt andet gætte den samlede pris på varerne i en kurv og vinde et gavekort på 250 kroner. For de yngste er der en børnekonkurrence, hvor præmien er en kurv med legetøj til en værdi af 200 kroner. Vinderne trækkes kl. 16.30.
Vi glæder os rigtig meget til at fejre jubilæet sammen med vores kunder. Vi håber, at mange har lyst til at kigge forbi, gøre et godt genbrugsfund og være med til at fejre dagen, siger Kirsten Nørlund, souschef i Blå Kors Genbrug.
Frivillige med mange år på bagen
Bag butikken står en stor flok engagerede frivillige, som hver dag sørger for, at kunderne kan gå på opdagelse blandt alt fra tøj og møbler til andre gode genbrugsfund.
Flere af de frivillige har været med i mange år. Nogle kan fejre både 20- og 25-års jubilæum som frivillige i Blå Kors Genbrug, og blandt butikkens frivillige er der endda en på 94 år.
Vi er utrolig heldige at have så mange dygtige og engagerede frivillige. De lægger et stort arbejde i butikken og er hele tiden gode til at tænke nyt og skabe en spændende butik for kunderne. Uden dem havde vi ikke haft den butik, vi har i dag, fortæller Kirsten Nørlund.
Når kunderne handler i Blå Kors Genbrug, er de samtidig med til at gøre en forskel for andre. Overskuddet fra butikkerne går til Blå Kors Danmarks sociale arbejde for mennesker i udsatte livssituationer.
