07. september 2026

|

Pressemeddelelse

Hernings erhvervsklima fortsat stærkt – men virksomhederne efterlyser mere dialog og information

Herning placerer sig som nummer 11 i Dansk Industris undersøgelse af lokal erhvervsvenlighed. Kommunen står fortsat stærkt på uddannelse, arbejdskraft og mobilitet, mens virksomhederne efterspørger forbedringer i dialogen med kommunen, formidlingen af information og den digitale erhvervsservice.

Hernings erhvervsklima fortsat stærkt – men virksomhederne efterlyser mere dialog og information
Af: DI Midt Vest/VIARITZAU | Foto: DI Midt Vest/VIARITZAU

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Herning Kommune placerer sig i år som nummer 11 i Dansk Industris undersøgelse af lokal erhvervsvenlighed. Dermed falder kommunen en smule tilbage i forhold til sidste år, men er fortsat blandt landets stærkeste erhvervskommuner. Særligt inden for uddannelse og arbejdskraft står Herning stærkt med en samlet 5. plads på landsplan.   

Det er selvfølgelig lidt ærgerligt at se Herning glide ud af top-10 efter flere år blandt landets allerbedste erhvervskommuner. Men årets resultater viser også, at kommunen fortsat står meget stærkt på uddannelse og arbejdskraft. Flere unge vælger en erhvervsuddannelse, og det er svært ikke at se det som resultatet af en bred indsats gennem flere år. EuroSkills satte sidste år ekstra fokus på de faglærte uddannelser, og det er positivt at se, at interessen blandt de unge går den rigtige vej, siger Bo Knudsen, bestyrelsesleder i DI Midt-Vest.   

Særligt udviklingen blandt de unge vækker positiv opmærksomhed. Flere elever vælger nu en erhvervsuddannelse efter 9. eller 10. klasse, og Herning er blandt de kommuner, hvor virksomhederne vurderer kommunens indsats for erhvervsuddannelser mest positivt. Kommunen kan desuden glæde sig over landets laveste fravær i folkeskolen. Virksomhederne oplever fortsat, at Herning gør det godt, når det gælder tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft og internationale medarbejdere.   

På byggesagsområdet oplever virksomhederne udfordringer til trods for, at sagsbehandlingstiderne er faldet med 13 dage fra 63 dage i 2025 til 50 dage i 2026. Tilfredsheden med byggesagsbehandlingen generelt fortsætter nemlig med at falde, og virksomhederne oplever i mindre grad end tidligere sagsbehandlingen som kompetent og effektiv.   

Herning gør fortsat mange ting rigtigt, men årets resultater viser også, at der er områder, hvor virksomhederne forventer mere. Det gælder blandt andet byggesagsområdet, hvor virksomhederne efterspørger en mere smidig og erhvervsvenlig oplevelse, siger Bo Knudsen.   

Kommunen står fortsat stærkt på uddannelse og arbejdskraft, mens virksomhederne vurderer kommunens indsats for mobilitet blandt de bedste i landet. Herning har desuden øget investeringerne i vejnettet markant de senere år.  

Det er positivt, at der arbejdes med at gøre uddannelse og mobilitet mere tilgængelig for de unge. Hvis flere unge skal gennemføre en uddannelse og få stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet, hænger uddannelse, transport og bosætning tæt sammen. Herning har mange spændende virksomheder og arbejdspladser, og vi skal blive ved med at vise de unge, at de ikke nødvendigvis behøver at flytte langt væk for at få et spændende arbejdsliv, afslutter Bo Knudsen.  

Dyk ned i alle resultater om din kommune her:

Se din kommunes resultater her

Fakta om Lokal Erhvervsvenlighed 2026​  

Lokal Erhvervsvenlighed er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvilkår. Det er 17. år i træk, at DI laver undersøgelsen.​  

Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer:​  

  • Statistiske indikatorer fra forskellige kilder​  

  • Virksomheders besvarelser af et spørgeskema.  

I 2026 har 7.789 virksomheder svaret på spørgeskemaet – både DI’s medlemsvirksomheder, og ikke-medlemmer. Det er virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, der har svaret på undersøgelsen.​  

Resultaterne er opdelt i fire kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder. Til den samlede vurdering vægter hver kategori lige meget – altså 25%.​  

91 ud af landets 98 kommuner er med i undersøgelsen. De syv kommuner Dragør, Fanø, Langeland, Læsø, Samsø, Vallensbæk og Ærø er ikke med, da det ikke er muligt at indhente nok svar til at sikre statistisk repræsentativitet.​  

Nøgleord
Erhverv
Event Information