27. juni 2025

|

Pressemeddelelse

Nu skal flere medicinstuderende læse kandidaten i Herning

Først var det 30, nu er det 60 medicinstuderende, som fremover kan læse deres kandidat på Regionshospitalet i Gødstrup. Aarhus Universitet har netop besluttet at styrke studiemiljøet i Herning ved en fordobling af det årlige optag af studerende på kandidatuddannelsen.

Nu skal flere medicinstuderende læse kandidaten i Herning
Af: Aarhus Universitet: Health | Foto: Gerner Foto

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Der kan være langt mellem de hvide kitler uden for de store byer. Blandt andet derfor besluttede Aarhus Universitet allerede sidste år at udflytte en del af kandidatpladserne på medicinstudiet til Regionshospitalet i Gødstrup og Herning. Og nu bliver kandidatsporet endnu stærkere. Fra 2029 vil Aarhus Universitet nemlig tilbyde 60 studerende at tage deres kandidatuddannelse i Herning.
Det har været en del af vores overvejelser længe. Det kræver en del studerende for at sikre et godt og robust fagligt og socialt studiemiljø. Samtidig opbygger vi et spændende studiemiljø i samarbejde med Regionshospitalet i Gødstrup, VIA University College, Region Midtjylland og Herning Kommune. Det bliver et stærkt studietilbud, som vi er overbeviste om, mange af vores studerende og undervisere vil søge mod, siger Lise Wogensen Bach, prodekan for uddannelse på Health, Aarhus Universitet.
Lægefaglig direktør på Regionshospitalet Gødstrup, Jens Friis Bak, glæder sig også over en Gødstrup-forankret kandidatuddannelse til 60 lægestuderende om året.
Med etableringen af kandidatuddannelsen skaber vi et stærkt uddannelsesmiljø, hvor de studerende får optimale rammer for læring, samarbejde og klinisk erfaring. Vi ser frem til at tilbyde et ambitiøst undervisningsforløb, hvor viden omsættes i praksis i tæt samspil med erfarne klinikere og forskere.
Tværfagligt samarbejde og fokus på psykiatri og almen medicin
Det attraktive miljø i Herning består blandt andet af et banebrydende uddannelsessamarbejde, hvor sundhedsuddannelser og klinisk praksis samles under samme tag. SUND+ skal huse studerende fra både radiograf- og sygeplejeuddannelserne på VIA University College og medicinstuderende fra Aarhus Universitet. I SUND+ får de adgang til uddannelsesklinikker og undervisningsforløb i et aktivt sundhedshus i hjertet af Herning. Det giver de studerende et indblik i og forståelse for det arbejdsliv, som venter dem, siger Lise Wogensen Bach.
Vi uddanner utroligt dygtige medicinere, men realiteten er, at en stor del af arbejdet som læge er tværfagligt og foregår i samarbejde med forskellige faggrupper. I SUND+ klæder vi de studerende på til at arbejde sammen på tværs af fagligheder. Det er afgørende for at skabe gode sundhedstilbud i det nære sundhedsvæsen. Det tværfaglige samarbejde i SUND+ afspejler simpelthen den virkelighed, som venter dem.
Universitetet har tidligere besluttet at styrke den almene medicin, psykiatrien og viden om lighed i sundhed på hele medicinuddannelsen, og en del af den undervisning vil have udspring fra SUND+, fortæller hun.
Det er vigtigt, at vi giver vores studerende et indblik i alle aspekter af et fremtidigt lægeliv, hvad end det er psykiatri, almen medicin eller andre specialer. Vi mangler i dag både praktiserende læger og psykiatere, og ved at øge fokus på de områder, kan vi være med til at pirre interessen, inden de medicinstuderende skal vælge deres specialevej efter kandidaten.
De første kandidatstuderende fra Aarhus Universitet starter i Herning allerede i 2026, mens det fulde optag på 60 studerende implementeres fra 2029.
Event Information