Samtidig med etablering af kandidatuddannelsen i Gødstrup arbejder vi på at give de studerende flere muligheder for at tilvælge almen medicin, blandt andet fordi der i fremtiden vil være behov for et øget antal praktiserende læger over hele landet.
Får stor betydning
I Herning er nyheden om den godkendte kandidatuddannelse også blevet modtaget med stor begejstring.Jeg er utrolig glad for, at det nu er endelig bekræftet, at vi får kandidatuddannelsen i medicin til Herning. Vi har rigtig mange studerende i Herning, og nu tilføjer vi endnu et særdeles attraktivt tilbud til de unge. Det har stor betydning – ikke kun for os som by, men også for patienter og for fremtidens sundhedstilbud i regionen, fortæller borgmester Dorte West.
Nyt sundhedshus på vej
Sideløbende med kandidatuddannelsen i medicin arbejder Herning Kommune, Aarhus Universitet og VIA University College på at etablere et nyt sundhedshus i Herning, kaldet SUND+. Her får studerende fra flere sundhedsfaglige uddannelser mulighed for at både få undervisning og samarbejde på tværs af fagligheder allerede under uddannelsen. Og det vil ifølge borgmester Dorte West gøre en stor forskel for de studerende:Jeg glæder mig utroligt meget til, at vi kan indvie SUND+, hvor studerende på tværs af sundhedsfagligheder får mulighed for at stå skulder ved skulder i klinikken. Med SUND+ giver vi dem en enestående mulighed for at forstå hinandens kompetencer – og hvordan de bedst muligt kan arbejde sammen, når de er færdiguddannede. Det bliver et midtjysk kraftcenter, som jeg har meget store forventninger til, siger hun.
Samarbejde er afgørende
Ambitionen er, at radiografstuderende, sygeplejestuderende og medicinstuderende skal have deres gang i samme klinik og kan modtage fælles undervisning. Og det er vigtigt at få etableret gode samarbejder på tværs af fagligheder, siger dekan Anne-Mette Hvas:Hvis vi også fremover skal sikre et godt og lige sundhedstilbud til alle og et stærkt samarbejde mellem de forskellige sektorer, er samarbejde på tværs af fagligheder afgørende. Derfor er det vigtigt, at fremtidens sundhedsprofessionelle får en grundlæggende forståelse for, hvordan vi bedst støtter patienterne i deres vej gennem sundhedssystemet – det ønsker vi at opnå gennem tværfagligt samarbejde og vidensdeling. Med SUND+ skaber vi et studiemiljø, der spejler den virkelighed, de studerende skal ud i, forklarer hun.SUND+ forventes at åbne dørene allerede i september 2026.
