Det er en erfaren kulturleder, som efter sommerferien skal stå i spidsen for Mark – Museet for en Ny Danmarkshistorie - Billund Kommunes statsanerkendte museum, som formidler nyere tids kulturhistorie inden for landbrug, industri og turisme.
Valget er nemlig faldet på Marie Lilholt, der kommer fra en stilling som direktør og daglig leder af Fonden Nørre Vosborg i Vemb.
”Jeg glæder mig til at byde Marie velkommen til Mark Museet og til Billund Kommune. Hun har en meget interessant profil, og hun har allerede vist en stærk forståelse for museets opgaver og potentialer. Så jeg føler mig helt overbevist om, at hun er den rigtige til at fortsætte den positive udvikling af vores museum i tæt samarbejde med vores dygtige medarbejdere og frivillige,” udtaler Rasmus Kaufmann, områdechef for Kultur, Fritid og Branding i Billund Kommune.
Marie Lilholt har en kandidatgrad i klassisk arkæologi fra Aarhus Universitet og har derudover også ti års erfaring som administrerende direktør i kulturorganisationen Swinging Europe i Herning. Hun er bosat i Holstebro med sin mand og to børn.
”Jeg glæder mig til at stå i spidsen for museet og bygge videre på det allerede stærke faglige fundament, der er skabt. I Mark ser jeg et klart potentiale i forhold til gæster, turisme og synlighed, og jeg ser jeg frem til samarbejdet med medarbejdere, frivillige, bestyrelse og lokale aktører om i fællesskab at gøre vores fælles kulturarv levende og vedkommende for vores gæster,” udtaler Marie Lilholt.
Som museumsleder kommer Marie Lilholt til at lede ca. 11 medarbejdere og samarbejde med 250-300 medlemmer af Støtteforeningen Karensmindes Venner, hvoraf 35-40 frivillige hver uge skaber liv på Museumsgården Karensminde. Marie Lilholt har første arbejdsdag mandag den 3. august.
