Herning Fremad åbner dørene
I Herning Fremad er der stor begejstring for samarbejdet, som er en god afspejling af klubbens åbne og inkluderende profil.Vi har i Herning Fremad altid arbejdet ud fra, at vores klub skal være for alle, og det glæder os, at vi nu kan byde velkommen til en ny gruppe spillere, som ikke tidligere har været at finde på vores baner og i vores klubhus. Vores klub vil se frem til, at vores nye OMBOLD-spillere bliver en del af klubben og vores fantastiske fællesskab, siger formand for Herning Fremad, Brian Pedersen.
Fællesskab og trivsel på dagsordenen
Byrådet i Herning Kommune har stor fokus på at styrke fællesskaber generelt og på at sikre bedst mulig trivsel for alle, ikke mindst kommunens udsatte borgere. Derfor ser borgmester Dorte West (V) også det nye OMBOLD-initiativ som et skridt i den helt rigtige retning.I Herning Kommune lægger vi vægt på at skabe tilbud, der er inkluderende og styrker fællesskaber. Gennem samarbejdet med OMBOLD og Herning Fremad vil vi tilbyde et fodboldfællesskab, hvor der er plads til alle, uanset baggrund eller erfaring med sporten. Vi håber, at initiativet vil give deltagerne en stærkere tro på egne evner og et positivt netværk, siger Dorte West.
Fodbold som brobygger
Den nye fodboldtræning i Herning er en del af det landsdækkende initiativ ’Inklusion i fodbold Danmark’, som OMBOLD driver i samarbejde med DBU og DBU Bredde med støtte fra Nordea-fonden. Målet er at få mennesker i udsatte positioner til at blive en del af lokale fodboldklubber, hvor sporten og fællesskabet kan skabe forandring.Vores erfaringer fortæller os, at ”vores” spillerne ikke bare dukker op af sig selv i den lokale fodboldklub. Der skal med andre ord gøres en ekstra indsats, hvis mennesker, der kæmper med hjemløshed, misbrug eller psykisk sårbarhed skal ud på fodboldbanerne og være en del af det traditionelle foreningsliv. Det er en indsats som både Herning Kommune og Herning Fremad er klar på at levere. Derfor har vi et stærkt udgangspunkt for at skabe et trygt og livsforandrende fodboldfællesskab i Herning for kommunens udsatte borgere, fortæller Martin S. Pedersen, direktør i OMBOLD.
En del af et landsdækkende projekt
Med støtte fra Nordea-fonden arbejder OMBOLD for, at mindst 360 borgere på landsplan bliver en del af fodboldklubberne i 12 danske kommuner. Der er allerede ti kommuner med i projektet, og der er positiv dialog med flere kommuner. Projektet har som langsigtet mål at gøre inklusion i fodbold til en fast del af foreningslivet, så endnu flere udsatte borgere kan opleve glæden ved fodbold og fællesskab. Læs mere om projektet her.Praktisk info om træningen
- Første træning: Fredag den 10. januar 2025
- Tid: Kl. 12.15 - 13.30
- Sted: Sportscenter Herning, Holingknuden 3, 7400 Herning
