10. april 2025

|

Pressemeddelelse

Drabssag i Herning: Politiet beder bilejere om hjælp

Politiet vil meget gerne i kontakt med bilister med dashcam, som har opholdt sig i Herning i området omkring Gormsvej mandag aften.

Drabssag i Herning: Politiet beder bilejere om hjælp
Af: Midt- og Vestjyllands Politi | Foto: Rigspolitiet

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Midt- og Vestjyllands Politi beder nu særligt bilejere om hjælp til opklaringen af sagen, hvor en 21-årig somalisk kvinde mandag aften blev dræbt med en kniv i Herning.
Vi er meget interesseret i bilister, der har kørt eller som har parkeret i området i en bil, der har dashcam installeret, siger politiinspektør Hans Roost, linjechef for Efterforskning og Forebyggelse ved Midt- og Vestjyllands Politi.
'Dashcam' eller 'dashboard camera' er et kamera, som kan installeres i bilen, hvor det kan optage og dokumentere hændelser eller ulykker i trafikken. Der findes også bilmodeller, som har en kamerafunktion, der er aktiveret, imens bilen holder parkeret.
Har du sådan et kamera eller sådan en funktion i din bil, og har du kørt eller parkeret i området omkring Gormsvej i det centrale Herning i tidsrummet fra klokken 19-22, så er vi meget interesserede i at komme i kontakt med dig. Ring 114, siger Hans Roost.
Omkring klokken 21.00 mandag aften den 7. april 2025 blev den 21-årige kvinde stukket med kniv på Gormsvej. Trods hurtig livreddende førstehjælp stod kvindens liv ikke til at redde, og hun blev efterfølgende erklæret død på hospitalet i Gødstrup.
Vi efterforsker forsat i et meget højt gear. Vi har allerede modtaget mange henvendelser fra borgere, og dem er vi i fuld gang med at løbe videre med. Alle mulige spor skal efterprøves. Vi er glade, for alle de tip vi får. Ud over at vi er meget interesserede i videomateriale fra biler, så hører vi også fortsat gerne fra borgere, som kan have set noget, eller hvis nogen har en viden om sagen, siger Hans Roost.
Signalement - ring 114, hvis du kan hjælpe
En ung mand blev set løbe væk fra det sted, hvor kvinden blev fundet, og mod Silkeborgvej og Herning Centret. Manden beskrives som:
  • Cirka 20-25 år
  • Omkring 180 cm
  • Almindeligt/spinkelt bygget
  • Brun i huden
  • Mellemøstlig af udseende
  • Havde mørkt tøj på - sorte joggingbukser og sort dynejakke
  • Var iført mundbind
Event Information