Vejdirektoratet går onsdag den 5. august i gang med at udskifte asfalten på Holstebromotorvejen øst for Herning. Arbejdet omfatter en 13 kilometer lang strækning fra cirka en kilometer nord for rastepladsen Søby Øst til krydset mellem Holstebromotorvejen og Herningmotorvejen. Asfalten udskiftes i begge retninger på hele strækningen.
Arbejdet udføres både i dagtimerne og som aften- og natarbejde. Det forventes at vare omkring seks uger, afhængigt af vejret, og udføres etapevis for at genere trafikken mindst muligt.
Første etape foregår i de nordgående spor og starter cirka en kilometer nord for rastepladsen Søby Øst.
Sådan foregår arbejdet
Først bliver den gamle asfalt fjernet, så man kan reparere den underliggende belægning. Derefter bliver der udlagt ny asfalt og påført nye vejstriber.
Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.
Information til trafikanter
På den del af strækningen, hvor der arbejdes, vil det være nødvendigt at lede trafikken over i de modsatte spor, så der er ét farbart spor i hver retning og nedsat hastighed.
Arbejdet medfører, at fra- og tilkørsler bliver spærret i det omfang, der arbejdes på eller i nærheden af dem. Det kan derfor i perioder blive nødvendigt at benytte en anden fra- eller tilkørsel. Der vil i hele arbejdsperioden være skiltet med, hvilke fra- og tilkørsler der er spærret.
Der vil også være perioder, hvor motorvejen bliver helt spærret. Spærringerne varsles med skilte cirka en uge, før de træder i kraft. I perioderne med spærring vil der være skiltet omkørsel.
Trafikanter må derfor forvente lidt længere rejsetid som følge af den nedsatte hastighed og omkørsler i perioder.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne.
På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.
Læs mere på Trafikinfo.dk
