Er du interesseret i at indgå i ambulant udredning og behandling i børnepsykiatrien og afholde forældrevejledning i grupper og individuelt? Så er der en sjælden mulighed for ansættelse i en fast fuldtidsstilling den 1. december 2026 med arbejde i hverdage og dagtimer.
Psykiatrisk Klinik for Skolebørn Team 2 er et alment afsnit for børn i alderen 8-13 år.
Klinikken er fordelt på to matrikler i Skejby og i Gødstrup. Denne stilling er med funktion i ambulatoriet i Gødstrup.
Målgruppen i Team 2 er børn henvist med et bredt spektrum af børnepsykiatriske problemstillinger med hovedvægt på opmærksomhedsforstyrrelser og gennemgribende udviklingsforstyrrelser, men også angst, depression, OCD og tics/Tourette. Der er ofte samtidig mental retardering, svære psykosociale belastninger og en høj grad af komorbiditet.
Afsnittet i Gødstrup har i alt knap 20 medarbejdere med forskellige fagligheder, herunder læger, psykologer, sygeplejersker og en pædagog. Ledelsen, speciallæger og socialrådgivere varetager opgaver på tværs af de to matrikler. Desuden er der et tæt samarbejde med sekretærgruppen.
Psykiatrisk Klinik for Skolebørn Team 2 vægter tværfaglighed højt og arbejder ud fra en helhedsforståelse og i et tæt samarbejde med barnets familie.
Pædagogerne på tværs af hele det ambulante Skolebørnsområde har et tæt samarbejde og fælles faggruppemøder.
Som pædagog er opgaverne i udredningen af børnene at lave lærerinterviews og skoleobservationer samt skriftlig og mundtlig formidling af disse. I behandlingen varetages individuel vejledning til forældre, børnekurser for børn med opmærksomhedsforstyrrelse samt vejledning af forældre i gruppe til børn med autismespektrum- og opmærksomhedsforstyrrelse.
Der er transport til institutioner/skole, så egen bil er en fordel.
Psykiatrisk Klinik for Skolebørn Team 2 søger en pædagog- med erfaring i arbejdet med børn/unge med psykiatriske problemstillinger
- som har lyst og evne til at arbejde selvstændigt i en travl og nogle gange uforudsigelig hverdag
- som har gode samarbejdsevner og lyst til at bidrage aktivt ind i et godt arbejdsmiljø
- som har højt fagligt engagement
- som har gode kompetencer i forhold til mundtlig og skriftlig formidling
- som har evne til refleksion og lyst til at modtage supervision
- som har lyst til og interesse i at være med til at drive og udvikle afsnittets undersøgelses- og behandlingstilbud.
- en spændende og udfordrende stilling blandt dygtige kollegaer
- en arbejdsplads i kontinuerlig udvikling og forandring
- et godt arbejdsmiljø og et tæt tværfagligt samarbejde
- mono- og tværfaglig sparring
- varierede arbejdsopgaver
- mulighed for faglig og personlig udvikling
- introduktion, oplæring og mentorordning
- supervision.
En større del af introduktionen og oplæringen vil foregå hos afsnittets pædagoger i Skejby.
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børne- og straffeattest.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Tine Mejer på mobil 2367 3620 eller på mail tine.mejer@rm.dk.
Ansøgningsfristen er den 20. september 2026, og samtaler afholdes den 30. september 2026 om formiddagen.
Om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling (BUA)Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling er en afdeling under Psykiatrien i Region Midtjylland. Afdelingen varetager tværfaglig udredning og behandling af børn og unge fra 0-18 (21) år med psykisk sygdom og udviklingsforstyrrelse. I udredning og behandling inddrager Afdelingen også patientens familie, netværk, eventuelt andre hospitalsafdelinger og kommuner i regionen.
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling består af 4 stationære afsnit og 8 kliniske afsnit fordelt i Skejby, Viborg og Gødstrup samt en forskningsenhed og et lægesekretærafsnit i Skejby. Den overvejende del af behandlingen sker ambulant. Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling dækker fire hovedområder: Småbørn, Skolebørn, Unge samt Spiseforstyrrelser. Personalet udgøres af læger, sygeplejersker, psykologer, pædagoger, socialrådgivere med flere.
Afdelingen modtog i 2025 5.212 eksterne henvisninger og havde kontakt med cirka 9.500 unikke cpr-numre. Afdelingen havde i 2025 et nettobudget på 330 mio. kr. og den 1. december 2025 571 årsværk fordelt på 634 medarbejdere.
I Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling vægter afdelingen medarbejdernes sikkerhed højt. Alle medarbejdere kommer på kursus i deeskalering og forventes at kunne anvende deeskalerende metoder i påkrævede situationer. Afhængigt af ansættelsessted skal alle medarbejdere herefter kunne varetage opgaven som alarmløber på et alarmhold.