06. oktober 2026

|

Pressemeddelelse

Keramik og grafik i Gudenåhuset

Mariane Majgaard, der har keramisk og grafisk værksted sammen med sit galleri i Lemvig, er oktober måneds udstiller i Gudenåhuset, Bjerringbro Bibliotek

Keramik og grafik i Gudenåhuset
Af: Viborg Bibliotekerne | Foto: Viborg Bibliotekerne/via Ritzau

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Mariane Majgaard er uddannet som keramisk formgiver på Kunsthåndværkerskolen 1972 – 1976 og siden som grafiker på Grafisk Skole 1992 – 1995. Udover at arbejde som kunstner underviser Mariane Majgaard også i både keramik, tegning og grafik. Mariane Majgaard har desuden arbejdet hos og er undervist i brænding i brændefyret keramikovn hos keramiker Phillippe Albiac i Sydfrankrig 3 måneder i 1976.

Kuglen er en tilbagevendende form i Marianes arbejde med leret. Den danner ofte udgangspunkt i hendes modellerede ting. Hun bygger videre på kuglen eller lader den forblive i sin egen evigt gyldige form. Fra 1976 - 1980 har hun delt værksted med to andre keramikere på Lund gl. Skole udenfor Herning. Derefter havde hun værksted fra 1980 - 2017 på Høgsgårdvej i Nr. Nissum og har brændt keramik i gasfyret keramikovn indtil 2015. I dag, hvor hun har værksted og galleri i Lemvig, brænder hun i el-ovn.

I arbejdet med træsnit er det årerne i træstokken, brugen af snitteværktøjet, snitteretninger, indvalsning af tryksværte og trykning til papiret, der tilsammen opbygger billedets endelige udtryk. Arbejdet med de forskellige teknikker kan være møjsommeligt, men nærværet i arbejdet og det intense udtryk, som tryksværten efterlader på papiret, er det der gør arbejdet med grafik spændende for Mariane.

Udstillingen i Gudenåhuset er arrangeret i samarbejde med Bjerringbro Kunstforening og kan ses til og med 31. oktober i åbningstiden: mandag, tirsdag, onsdag kl. 10-18, torsdag og fredag kl. 10-17 samt lørdag kl. 10-13.

Nøgleord
KulturUndervisning
Event Information